”No Man’s Land”

Group Exhibition, Rudolf Tegners Museum, Dronningmølle.

From exhibition catalogue (in danish):

…På Tegners Museum er Nina Kleivan gået i dialog
med en række erotiserede, kvindelige figurer – ’Kvindelig figur. Brudstykke’ (1904) samt ’Kvindetorso’ (fotos s. 18) fra 1906 – som både optræder inde i museet og som bronzeafstøbning i parken. Kendetegnende for disse skulpturer, der hidrører fra tiden, inden Tegner gifter sig med Elna, er at han dæmoniserer kvinden.
Her er Tegner i pagt med tiden omkring forrige århundredeskifte, hvor kvinden ofte blev opfattet og fremstillet som femme fatale, dvs. en
trussel mod mændenes integritet, i takt med hendes gryende frigørelse med deraf følgende destabilisering af det patriarkalske samfund
med manden. I den forbindelse kan man henlede opmærksomheden på forfatteren August Strindberg, for hvem kvinden var en dæmonisk skikkelse, og i billedkunsten på skikkelser som Edvard Munch, Gustav Klimt og mange flere. Også Tegner skildrer ofte kvinden som fristeren – lidenskabelig, erotiseret, æggende og lokkende. Med andre ord farlig, fordi hun kaster mændene i afgrunden, efter at have forført dem, men dette kvindesyn kommer som nævnt især til udtryk før 1911, hvor han møder
sit livs kvinde, der selv malede, hvilket Tegner tilskyndede hende til at fortsætte med, også efter at de var blevet gift.
Kleivan er gået i dialog med Tegner i sine fotografier af en smuk, nøgen kvinde, der er en nutidig pendant til Tegners smukke og æggende kvinder. Men i modsætning til Tegners femmes fatales ser Nina Kleivan sin kvinde som et offer, hvis bløde hud trues med at blive flænset op af ståltråd og afbrændte tændstikker, som hun er viklet ind i som en kvindelig kristusfigur. Yderligere har Kleivan ”demokratiseret” sine fotos
ved at lægge fotografierne ned på sokler, så vi skal helt hen og bøjes os ned over dem for at se motivet. Også her står hun i modsætning til Tegner, der som tidligere nævnt altid opererede vertikalt og oven i købet ophøjede sine figurer ved at anbringe dem på sokler. Som en raffineret, visuel sideeffekt spejles Tegners hvide gipsfigurer sig i glasset, der beskytter Kleivans fotografier og skaber en raffineret visuel dialog mellem fortid og nutid.