”VIEWPOINTS”
Delt udstilling med den tyske kunstner Nora Fuchs. Galerie Pi, København, Danmark.
De tre værker Nina Kleivan deltager med på udstillingen, kredser om det samme tema: Erindringen om den fortid, der har gjort os til dem, vi er.
Men erindring og virkelighed vil til alle tider vil være to forskellige ting.
Erindringer er subjektive: Filtrerede gennem forglemmelser og fortrængninger. Forandrede af behovet for at gøre dét, der har skabt os, bedre, smukkere – eller værre. Og et behov for at bringe vores baggrund i overensstemmelse med vores selvopfattelse, som den er i nuet.
Værkerne tager ikke blot udgangspunkt i Nina Kleivans egne familiefotos, men især i fotoalbums, der er fundet hos marskandisere og på loppemarkeder. Det er gjort for at understrege, at selv om værkerne er dybt personlige, så er de bagvedliggende tematikker i de historier billederne fortæller, alment menneskelige.
Historier der handler om følelser som håb, vrede og nostalgi, de handler om mod, om sans for skønheden i frygten og den glimtvise oplevelse af det perfekte. Følelser og oplevelser, der er dybt personlige i øjeblikket. Men som ved nærmere undersøgelse viser sig at være noget vi deler med andre. Og dermed bliver denne delte erfaring til noget, der binder os sammen som mennesker – når vi spejler os i andre og ser os selv.
Lost Norway
Som 19-årig mistede jeg mit norske statsborgerskab ved en administrativ fejl. Nu er der opstået mulighed for at genansøge om et dobbelt statsborgerskab – dét er mit afsæt for værket “Lost Norway”.
Jeg prøver at skabe et mentalt bjerglandskab, fra hvilket jeg kan overskue og gense en række begivenheder fra min opvækst i Norge. En opvækst, der på godt og ondt, var præget af, at Norge til trods for dets geografiske nærhed, var et radikalt anderledes sted, end det Danmark jeg blev flyttet til i 60ere. Bjerget bliver dermed på samme tid symbolet på Norge og symbolet på mit behov for at danne mig et overblik.
De enkelte fortællinger er på samme tid en kortlægning af det tabte barndomsland og en registrering af barske vilkår, der gør at savnet har en tvetydighed.
Selve værket består af et monumentalt 90 kvm stort bjergprint, der binder 12 enkeltværker sammen. Bjerget strækker sig op langs den ene væg, hen over loftet og ned over den modsatte væg i galleriet. Derved antager bjerget, med dets nu på hovedet vendte bjergtoppe, en sært drømmeagtig karakter – den solide masse opløses til mere abstrakte former, der dermed bliver et konceptuelt passende ståsted for betragtningen af det ubetragtelige – de tider og steder, som for længst har forladt det virkeliges verden og nu kun eksisterer i min erindring.
Enkeltværkerne tager hver især afsæt i en konkret begivenhed, som jeg husker den. Vel vidende at jeg husker stort og småt forkert. På denne måde bliver fortællingens personlige afsæt også fortællingen om et menneskeligt vilkår – at vi ofte savner noget, der måske aldrig har eksisteret.
Klik på de enkelte motiver og hør Nina Kleivan oplæse historierne bag billederne.
Restless Dreaming
I modsætning til den normale praksis: Én ramme, ét udsnit, ét motiv – så understreges erindringens upålidelige natur af den vilkårlige placering og størrelse af de forskellige motiver.
Ligeledes er billederne sat op på måder man normalt ikke bruger i familiealbummet: Sammenstillen, udsnit, fordobling og andre greb.
Men både dette og de tilsyneladen vilkårlige beskæringer og placeringer er et greb, der skaber nye fortolkningsmuligheder og betydningslag. På samme måde som de tilføjede farvefragmenter fremhæver følelsen af, at der bag de trivielle hverdagsmotiver er noget andet og måske mere sinistert på spil. Er vores fortid idyllisk og banal som den kan fremstå – iscenesat af utallige fotoseancer, hvor familiemedlemmer på skift beslutter netop dét blik på virkeligheden dé ønsker? Eller er der andet og mere i spil?
But then I Drifted
Med det stik modsatte greb af ”Restless Dreaming” skærpes opmærksomheden her af den bevidst kedelige iscenesættelse. Fra motivernes creditcard-størrelse, til den monotome opsætning og den hangarskibsgrå farve.
Det skaber ro til at se – og se nærmere. Til at tænke over, hvad du ser. Og det skaber en mulighed for lydhørhed over for den erindringens sagte hvisken, vi alle bærer i os.
Træder nærmere og lyt opmærksomt med øjnene.
