”Journey into the Mess”

Soloudstilling
Udstillingsperiode 13. januar – 6. marts 2022

Sophienholm, Nybrovej 401, 2800 Kgs. Lyngby

www.sophienholm.dk

Retrospektiv – der kan være noget lettere bedaget, passeret – fortidigt – over begrebet. Så hvordan griber man det an – at lave en retrospektiv udstilling, der er aktuel?  

Min opvækst, i bl.a. Norge og Grønland har været præget af det ekstreme. Motiver som familie, fjelde, landflygtighed, krig og katastrofer har derfor været gennemgående i mine arbejder. Men jeg prøver til stadighed at formidler mine erfaringer i en form, hvor de bliver bearbejdet, så de får en samtidighed og en almen menneskelig relevans. 

Derfor bliver denne retrospektive udstilling også anderledes. Jeg giver de værker, der tidligere har været vist i en bredere offentlighed en radikal revitalisering: Jeg destruere dem og ud af stumperne opstår nye sammenhænge, nye muligheder, nye værker. Jeg genskaber fortiden som fremtid. 

Jeg skaber også nye værker, specielt til denne udstilling. Værker der vil være rundet af de stedse tilbagevendende emner, der optager mig. 

For mig er det eksperimenterende en central del af min metode, og jeg  indsætter derfor mine fortællinger i nye medier og udtryk bl.a. gennem skalaens optik. Fra det minimale, der kræver lydhør granskning til det kolossale, der skal overvælde ved sin blotte tilstedeværelse – men som også ved eftersyn rummer en poetisk stilhed – fx. vil der være en 4 meter høj mosaik der består af mere end 4.312 kvadrater, udskåret af bogomslag.

4.312 kvadrater á 5 x 5 cm

Det retrospektive handler om tid – og tiden respræsenteres også gennem et af mine yndlingsmotiver – fjeldet. Det eksisterer i en anden tidsdimension end mennesket. Fjeldet bliver reproducere som bl.a. en række serigrafier og jeg genbesøger det monumentale format med værket: ”Insomnia I og II” Et 7,5 x 7,5 meter stort fjeld, der strækker sig over begge etager på Sophienholm..

Testophængning af “Insomnia II”

Ét rum vil være dedikeret til destruktion og genskabelse: Fotoserien “From Confusion…” blive makuleret og gensamlet i reagensglas, monteret på en væg. Knuste gipsværker bliver indstøbt i nye gipsformer og samlet i en kollageagtig montage.

Andre medier vil være akvareller, kultegninger i storformat (125 x 190 cm), nye og tidligere viste videoværker og stedsspecifikke værker som en 2 meter lang model af Sophienholm, der bliver rammen om videoværket ”Tired form the same old Dream” med Morten Suurballe. En video der inddrager parken omkring udstillingsstedet.

På den måde bliver udstillingen både en gennemgang af mine værker over tid og en demonstration af min kunstnerisk metode: En eksperimenterende og nysgerrige tilgang til det at tænke og skabe kunst, så det forbliver relevant for samtidens beskuer.