“STUFF”
En udstilling på Kongegaarden med start 4. April 2023.
Deltagende kunstnere: Steen Rasmussen (DK), Sebastian Mügge (D/S), Yoshihisa Sano (J), Nina Maria Kleivan (N/DK).
Vi lever i en tid og i et samfund der er manisk besat af forbrug. Af at anskaffe, eje, begære – ting. Vi fylder vores liv og vores dage med ting. Vores hjem flyder over med alt det vi har anskaffet. Det antager et eget liv, det overtager vores, det tager lys og luft og livsglæde. Men selv om ting fylder så meget – eller måske netop derfor er vi næsten ikke længere i stand til at erkende dem. Ting fylder så meget at vi næsten ikke længere ser dem. Vi prøver med udstillingen at skærpe beskuerens opfattelse af omverden – af den enkelte ting – af genstandens iboende funktion eller mangel på samme.
Men samtidigt ønsker vi ikke at øge mængden af ting der tynger verden. Derfor arbejder vi med at re-infusere kasserede eller fundne genstande med ny betydning. Med at give ting der har haft en funktion – men som nu er reduceret til affald – ny mening, betydning og en ny funktion som værk – omend det kun er for den tid udstillingen varer. For at tilføje et ekstra lag til denne genbrugstanke bruger vi primært materialer fra lokalområdet som vi indsamler under vores residency-ophold i Korsør. Og når udstillingen er forbi kan værkerne leveres tilbage til genbrug og recycling.
Selve udstillingens metode er også et opgør med tingens fetischisme. Inden for kunst skal værket som regel være en manifestation af den individuelle kunstners besjælede formåen. En tingsliggørelse af den enkeltes ego. Vi arbejder mod denne anskuelse – i et samarbejde mellem fire kunstnere opløser vi grænserne mellem den enkeltes indsats og skaber på stedet et fælles værk, der udvisker grænserne mellem den enkeltes idé til fordel for en fælles vision. Dette kan nemt blive et let postulat – af samme grund bliver udstilling først skabt i sin endelige form mens publikum er til stede. Man kan således følge den fælles proces frem mod den færdige udstilling og beskueren kan løbende samtale med kunstnerne og på den måde bliver det ikke kun de fire kunstneres samarbejde der skaber værket – men også dialogen med omverdenen.
I den kontekst er samarbejdet på tværs af landegrænser et vigtigt aspekt, hvor vi overkommer forskelligheden der ligger i at arbejde sammen med kunstnere fra andre lande og kulturer – Japan, Tyskland/Sverige, Norge, Danmark. I en tid der bliver mere og mere virtuel tror vi på vigtigheden af det fysiske møde med “de andre”. Det kommer for alvor i spil hvor det ikke kun handler om mødet mellem os fire kunstnere men også i den inddragede dialog med publikum.
Med “Ting!” lader vi kunsten spejle virkeligheden og stiller spørgsmålet til beskueren – Ejer du dine ting – eller er det tingene der ejer dig?
“Gulliver Ravels”
Nina Maria Kleivan er sammen med Niels Plenge gæster på Den Frie Udstilling
Udstillingsperiode 21. april – 29. maj 2023
Den Frie udstillingsbygning, Oslo Plads 1, 2100 København Ø
Vi er gået sammen om at puste visuelt og lydmæssigt liv i Swifts roman(*) med en original film med titlen Gulliver Ravels. Der er hverken brugt stopmotion eller computergenererede billeder (CGI), for alt udspiller sig i realtid foran kameraet. Vi tager afsæt i romanens første kapitel En rejse til Lilliput, og forholder os ganske frit til handlingen og lægger til og trækker fra, forandrer scener og handlinger. Den 18 minutter lange film består af flere handlingslag, der så at sige vikler sig ind i hinanden – apropos titlen. Substantivet ravel betyder en komplikation eller noget, der er filtret ind i hinanden. Ud over handlingen med Gulliver, som møder lilleputternes verden, rummer filmen en kønskritisk sidehistorie, der viser de følelsesmæssige omkostninger ved mandens ekspansionstrang og brud med familien og de dermed forbundne sår på sjælen, som den efterladte familie må slås med.
Vi skabt en sindrig scenografi med en fabrikshal fyldt med trisser, håndtag, lodder, hejseværk og andre mekanismer, der går ned gennem flere etager. Snorene tjener dels til at holde Gulliver fastspændt, dels til at udnytte ham som en slags menneskelig generator: Så snart han bevæger en legemsdel, føres de tilknyttede snore ind og ud ad huller i et kompliceret snoretræk, trisser begynder at dreje rundt, lyset tændes eller slukkes. Denne konstruktion svarer ganske godt til den tidlige industrialisering, som er romanens historiske kontekst. Det hele akkompagneres af reallyde, fragmenteret violinknipsen og mekanisk klokkespil.
Personerne ”spilles” af Gliedermann-figurer – leddelte trædukker, som anvendes i kunsten i stedet for levende modeller. De er indstillet i forskellige positurer og deres vigtigste funktion er at holde stillingen, mens tingene omkring dem bevæger sig.
Der er tale om en allegori over Gullivers Rejser, samtidig med at der løber et femi-kritisk metaspor under hovedhandlingen. Mænd rejser ud, men hvad bliver der egentlig af den tilbageblevne familie, spørges der? Og hvad blev der egentlig af Gullivers hustru og børn, da han valgte at stævne ud på sine lange sørejser? Hvem påhviler det at opdrage børnene og hænge vasketøjet op, når manden er smuttet for at opnå hæder og ære ude i den store verden? En duo med kun én musiker må meget symbolsk ophøre med at performe. Gulliver inkarnerer noget mere generelt, som gælder i vores samfund i dag, nemlig at vi på den ene side er bundet og bastet af tilværelsens grundvilkår og på de anden side selv kan trække i trådene og sætte gang i nye handlinger. Samtidig er vores liv forbundet med andres, og når vi agerer og handler, har det konsekvenser og påvirker andre. Det er nogle af filmens både kritiske og tragiske pointer.
Filmen indledes med et citat af den tyske filminstruktør Wim Wenders, som mener, at vi har brug for farvefilm til at vise os tingenes overflade, mens sort/hvid film tager livtag med tingenes indre natur. Derfor har de to filminstruktører benyttet sort/hvid, hvor det drejer sig om Jonathan Swifts samfundssatire og de mere overordnede eksistentielle overvejelser. Den tildigtede fortælling om kunstnerparret er derimod i farver, da der er tale om en kulørt fortælling, som mimer triviallitteraturens stereotype kønsfremstillinger.
(*) Da den britisk-irske forfatter Jonathan Swifts (1667-1745) berømte roman Gullivers rejser udkom i 1726, vakte den stor opsigt. Romanen leverer en bidende kritik af det britiske samfund i første fjerdedel af 1700-tallet, indpakket i eksotiske gevandter og med en original leg med forskydninger af tingenes sædvanlige skalaforhold. Bogens oprindelige titel var Travels into Several Remote Nations of the World. By Lemuel Gulliver.
Som utopisk rejseskildring ligger romanen i tråd med Thomas Moores Utopia fra 1516, Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719 og vores egen Ludvig Holbergs Niels Kliims underjordiske rejse fra 1741, som alle kigger deres samfund kritisk efter i sømmene gennem nogle allegorier, hentet i fantasiens verden.
