Nina Kleivan, født 1960, er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og skolen for mediekunst og kunstformidling fra 1982-90 og har endvidere taget en bifagseksamen i kunsthistorie.

Det kunsthistorisk bevidste afspejles tydeligt i hendes tidlige malerier, hvor hun især arbejder med barokkens form. Den fællesmenneskelige smerte som motiv har i mange år været et gennemgående motiv hos Nina Kleivan, i en afsøgning af hvad det er for skilleveje der gør et menneske til henholdsvis ondt eller godt. Som når hun i fotoserien Potency (2000) klæder sin 10 måneder gamle baby ud som nogle af verdens værste diktatorer i en åben og smertefuld erkendelse af, at vi stillet overfor det spæde barn ikke kan vide, hvad det rummer; hvad det siden vil udfolde.

I sine malerier arbejder Kleivan med at koble flere lag, der ligesom lægger sig over hinanden, og på den vis skaber en form for samtidighedsrum.

Parallelt med sin maleriske virksomhed har Nina Kleivan arbejdet med fotografiet i form af bearbejdede fotos, og med en meget personlig og fortællende tilgang, ligesom hun har arbejdet med videomediet også altid med et fokus på det fortællingsskabende. Her bliver billedsidens til tider lidt foruroligende fortælling ofte forskudt ud i de fysiske omgivelser via små scenografier, som henviser til filmenes handlingsforløb.

Mai Misfeldt
Kunsthistoriker og kunstanmelder ved Berlingske Tidende

 

 
 
 
   

Med tekst af
Peter Michael Hornung og Jacob Warmberg (Boggalleriet 2010)
kr. 200,00

Køb bogen hos Boggalleriet